Min vej til coaching

Jeg flyttede til Odense i 2005 for at studere statskundskab.
En uddannelse jeg nok ikke havde taget, hvis jeg havde været i besiddelse af de redskaber og den viden omkring mig selv, som jeg er i dag.
Fortryder jeg, at jeg tog uddannelsen? Ja og nej
Ja, fordi jeg bilder mig selv ind at jeg ville have været det helt rigtige sted, hvis jeg havde taget mit andet valg.
Nej, fordi jeg har lært en helt masse ved at læse statskundskab og denne vej bragte mig til der, hvor jeg er i dag - og det ville jeg ikke have været forundt.
En anden ting, som gør, at jeg ikke fortryder, at jeg tog hele statskundskabsuddannelsen er, at jeg i dag personligt kender følelsen af at være endt et sted i livet, som jeg ikke føler er det rigtige sted.

For da jeg stod og var færdiguddannet cand.scient.pol og havde et godt betalt job i en kommune, så burde lykken jo være gjort!
Jeg havde gjort det, som de færreste i min opvækst havde forestillet sig, når man tænker på, at jeg havde lidt indlæringsvanskeligheder i mine unge år, samt havde en far, der kun har 9. klasse afgangseksamen (til gengæld er han ferm med maskiner) og en mor, der var udlært butiksassistent (en uddannelse hun faktisk aldrig har brugt siden hun blev udlært).
Jeg er kort sagt det som samfundet kalder en mønsterbryder - første akademiker i familien.

Så hvorfor følte jeg ikke denne lykke? Helhed af at have opnået mit mål?
Jeg følte mig bare tom indeni
som om jeg kørte på autopilot
Et spørgsmål meldte sig: Var det det?
Jeg havde faktisk lidt svært ved at se mig selv lave den ene opfølgning efter den anden i kommunen. År ud. År ind.

SÅ hvad gør man, når man føler jeg følelsesløs og ikke helt ved, hvad man skal svare på spørgsmålet: Hvad er din passion i livet?
Jo man er vel akademiker = man googler bøger som omhandler at finde sin passion 🙂

Resultat: Bogen "Find din passion på 4 uger" af Pernille Melsted

Den bog og bogens øvelser bliver min vej ud af tomheden og vejen tilbage til bevidstheden.
Nej, jeg lavede ikke øvelserne på 4 uger (nok snarere 8), men jeg har en bevidsthed om hvad jeg ville, da jeg havde læst bogen.
Den var nok lidt uklar, men det var en start.

Jeg havde en bevidsthed om at jeg ville hjælpe mennesker.
Ikke noget jeg havde beskæftiget mig direkte med i mit professionelle liv.
Og jeg var desuden bevidst om, at jeg lige skulle hjælpe mig selv inden jeg kunne hjælpe andre.

Næste trin på rejsen bliver at deltage i The Shadow Process i København januar 2014.
Det er første gang, at den afholdes på dansk.
Jeg føler ikke, at jeg kan sige, at jeg havde det STORE gennembryd ved at deltage, men jeg fik ihvertfald ryddet god t og grundigt op.
Virkelig fået sat lys på nogle skygger - og sluppet en masse bagage som tyngdede.
Og det gav mig mod på at gå endnu dybere!

Tredje trin på rejsen bliver Breakthrough Shadow Coaching uddannelsen...
... eller rettere i første omgang begiver jeg mig dog kun i kast med modulet Every Choice Matters, da økonomien for de kommende moduler ikke er på plads - men det kommer den - og store dele af 2015 har gået med at dykke lidt dybere i mit eget sind.
Det har bragt både glæde, frustration og tårer frem.
Man smiler af sig selv, når man opdager, at man ligner sin morfar ved at være god til at skabe nyt, men man keder sig ved tanken om at skulle drifte det - især når det er noget man ofte har peget fingrer af...
Eller jeg kunne slippe et årlang had til en tidligere lærer i folkeskolen, da jeg fandt gaven ved at være blevet sat i special undervisning og derved kunne se den beslutning i lyset af næstekærlighed og ikke baggrund af lysten til at gøre ondt.

Er rejsen så slut nu, hvor jeg er færdiguddannet?
Næh, jeg har helt klart lært, at rejsen aldrig slutter.
Joh, når jeg lukker mine øjne en sidste gang i dette liv.
Men indtil da, vil hvert et øjeblik i mit liv være et øjeblik til at lære noget nyt om mig selv.

Det er både befriende og frustrerende på en og samme tid.
Frustrerende, fordi der ikke er en facitliste.
Befriende, fordi der ikke er en facitliste.
Hvilken følelse som fylder mest afhænger af humøret 🙂

Så rejsen og læringsprocessen fortsætter
Som en af mine ynglingsforfattere, Elisabeth GIlbert, siger "Onward!"